Mine skønhedsfavoritter

Jeg har ferie denne uge, og jeg nyder at der er tid til at skrive på bloggen, til trods for at mini har lagt sig syg med skoldkopper. Jo egentlig meget god timing nu jeg har ferie, så vi hygger ekstra meget om hinanden. I morgen er dog dedikeret til mig-tid, og farmand tager tjansen så jeg kan komme til frisøren. Når den nu står i skønhedens tegn, vil jeg lige smide et par ord om nogle af de skønhedsprodukter jeg er fan af.

Til jer der ikke kender Natura Siberica kan jeg varmt anbefale produkterne, som er økologiske og samtidig til en rimelig pris. Det er første gang jeg prøver denne body scrub som hedder 10 icy berries, og guess what der er faktisk rigtige hele bær i. Det er lidt specielt at smøre kroppen ind i bær, og jeg ved ikke helt om det er meningen for man kan godt undgå dem i krukken, men hey it works for me. Duften af frugt får mig i godt humør, og til at tænke på forår her i de mørke måneder. Til jer der har børn, kan jeg anbefale deres produkter til de små, de har en fin indpakning og dufter godt.

Body olien fra Karmameju fik jeg i gave af min kæreste, og jeg bruger den lige efter badet hvor huden stadig er en lidt fugtig. Citrusduften blandet med mynte og blomster er med til at give krop og sind ny energi. Konsistensen er perfekt og trænger hurtigt ind, og efterlader kroppen dejlig blød.

Som det sidste i denne lille skønhedsrutine, bruger jeg denne body fragrance som hedder Crinoline fra & Other Stories. Jeg elsker hvor ren denne duft er, og den minder mig om nyvasket sengetøj, bare sådan en duft jeg aldrig bliver træt af. Jeg har haft duften i noget tid, og den er en del af deres cotton care line, men det ser ud til at den ikke er til at få fingrene i lige nu desværre, men så har de jo heldigvis så mange andre skønne dufte.

 

 

fire ting jeg drømmer om når vi flytter

Jeg har vist sagt det et par gange før, men jeg glæder mig så sindsygt meget til vi skal flytte. Jeg kan slet ikke få armene ned igen, tænk at vi endelig har fået vores eget sted efter at have boet til leje de sidste fem år. For mig er det som at starte på en frisk, et helt nyt kapitel. Faktisk har ingen af os følt os sådan “rigtig hjemme” de sidste fem år, selvom det har været så skønt at bo på Bryggen, hvilket jeg til tider godt kan savne både området og at føle mig sådan rigtig hjemme. Lejligheden her i Valby hvor vi bor nu, er vi aldrig helt faldet til. Vi har hele tiden vidst, at det var et pit stop så derfor har vi slet ikke investeret noget kærlighed eller hygge i den, og det kan godt mærkes.

Jeg har mange indretningsplaner for den nye lejlighed, og jeg går dagligt og drømmer om de skønne ting vi gerne vil købe. Når vi nu har muligheden for at gøre det sådan helt som vi har lyst til ,er der faktisk også fire mindre materielle ønsker, som står højt på min liste lige nu.

Rengøringshjælp det er et must have når vi flytter, det skal der simpelthen være plads til i vores budget. Jeg prioriterer virkelig anderledes nu og vil meget hellere bruge min tid sammen med min lille familie, end at bruge et par timer i weekenden på at gøre rent, og så er det da bare for fedt at komme hjem til en ren og velduftende lejlighed hver fredag.

Jeg har aldrig haft grønne fingre, eller været særlig god til at have blomster de steder jeg har boet, helt sikkert dårlig stil hvis jeg selv skal sige det, men det skal der laves om på. Friske blomsterbuketter , potteplanter og gulvplanter skal der til, og se lige denne skønne vase som jeg må have fingrene i.

Vi har bestemt os for at køre den enkelte stil. Lidt men godt er vores røde tråd. Jeg kan mærke, at der skal være “ro” på når man træder ind i lejligheden. Jeg er vokset op i et hjem omgivet af mange dimsedutter som jeg plejer at kalde det, begge mine forældre går meget op i antikviteter og er samlere, hvilket har resulteret i mange besøg på diverse loppemarkeder. Jeg elsker mit barndomshjem, men jeg er dog helt modsat, og vil gerne skabe et hjem der giver en følelse af varme, ro og minimalisme. Lejligheden er 90 kvadratmeter, så for os er det enormt vigtigt at der ikke bliver for “crowded”. Jeg drømmer om få, men lækre ting og fine detaljer.

Jeg er en organizer type, ting skal helst være i kasser, mapper og skuffer. Bunkerne har dog hobet sig op det sidste års tid, og alle de der vigtige papirer og andre småting ligger bare der og venter på at få deres rette plads. Jeg drømmer om at få ryddet helt og aldeles op allerede inden vi flytter. Fremadrettet må denne lille fine minikommode fra Ikea til småting, samt denne skønne mappe fra Russell+Hazel gerne finde plads i vores hjem.

 

 

 

Om at turde springe ud i noget nyt

Det handler om at mærke efter og lytte til sig selv, at stole på sin intuition. For en del år siden, havde jeg booket et møde hos Copenhagen School of Interior Design for at høre mere om deres online-uddannelse til indretningskonsulent. Jeg var faktisk ret klar på at starte uddannelsen, men kom aldrig i gang. Jeg har dog aldrig helt sluppet tanken, og i forbindelse med vores boligprojekt, er jeg blevet hooked på at komme i gang.

Det er et stort skridt for mig, og det er mange år siden jeg sidst har siddet på skolebænken, men jeg ved også, at der skal ske noget nyt i mit liv- og at det skal være nu. Jeg har lovet mig selv, at 2017, er året hvor jeg ikke tøver med at gøre tingene, og alligevel står jeg her nu og mangler det sidste skub ud over kanten. Det er en lidt underlig kombination, det der med at gerne ville noget nyt, men ikke helt turde tage springet. Hvis I står i samme situation  med et eller andet og kender følelsen, kunne jeg da godt tænke mig at høre om det. Hvad motiverer jer til at komme i gang ?